Stramt tungebånd hos baby

Et stramt tungebånd hos spædbørn kan skabe udfordringer, der påvirker både amning og barnets generelle trivsel. Mange forældre står over for usikkerhed omkring tungebånd, skal det klippes, hvordan man håndterer situationen, og hvilke specifikke symptomer man skal være opmærksom på. I dette indlæg besvarer jeg de hyppigst stillede spørgsmål.

Hvordan ved man, om baby har stramt tungebånd?

De første tegn på stramt tungebånd, opstår oftest i forbindelse med amning.

 

1: Svært ved at danne vakuum om brystet eller sutte korrekt

Hvis babyen har problemer med at opnå et godt greb om brystvorten eller har tendens til at glide af, kan det være et tegn på et stramt tungebånd. Det kan også vise sig som at baby “hopper af og på” brystet igen og igen.

 

2: Smertefulde amninger for mor

Hvis mor oplever vedvarende smerte under amningen, kan det skyldes baby ikke har optimal kontrol over tungen og ikke kan opnå et normalt suttemønster. I stedet gumles, hives og trykkes mælken ud, hvilket slider på brystvorten.

 

3: Hyppige amninger med kort varighed – eller det stik modsatte

Babyer med stramt tungebånd kan have svært ved at blive mætte under hver amning, fordi de ikke effektivt får stimuleret brystet. Det kan resultere i hyppige, korte amninger, eller ekstremt lange amninger.

Symptomer på stramt tungebånd hos baby

OBS: Ikke alle symptomer skal være til stede. Symptomerne enkeltvis kan også være symptomer på andet end stramt tungebånd.

  • Suttevabler
  • Kliklyde under amning
  • Svært ved at åbne munden
  • Glider af brystet
  • Ekstremt svag eller ekstremt kraftigt vakuum
  • Ofte hikke
  • Refluks (med eller uden gylp)
  • Frustreret ved brystet
  • Sluger meget luft
  • Overaktiv brækrefleks
  • Sår på mors brystvorte
  • Mors brystvorte er skæv/flad efter amning
  • Mors brystvorte bliver hvid (midlertidigt)
  • Gentagne eller genstridige svampeinfektioner 
  • Gentagne eller genstridig brystbetændelse
  • Faldende mælkeproduktion
  • Følelse af manglende næring i mælken
  • Bananform/C-form
  • Favoritside
  • Flitsbuer (smider sig bagover)
  • Bliver stiv i kroppen ved skrig/vrede
  • Flad baghoved
  • Skævt kranie 
  • Ekstrem god/tidlig hovedkontrol
  • Trækker ofte vejret gennem munden, især i søvnen
  • Svært ved at bruge sut
  • Svært ved indsovning 
  • Sover korte stræk
  • Vægttab/utilstrækkelig vægtøgning

Hvordan undersøges baby for stramt tungebånd?

At undersøge en baby for stramt tungebånd kræver en opmærksom og grundig vurdering. Det er ikke altid lige til. Tungebåndet kan nemlig sagtens være stramt selvom det ikke er synligt.

 

Vurderingen sker på baggrund af barnets symptomer, tungens bevægelighed og udseende. Undersøgelsen vil se således ud:

 

1: Samtale

Der spørges ind til symptomer og gener, hos både mor og baby. Stramt tungebånd er arveligt, og der spørges derfor også ind til mors og fars historik med mundmotorik. (amme-, spise-, tale-, vejrtrækningsproblemer)

 

2: Observation
Der observeres en amning, flaskegivning eller et måltid mos, alt efter alder. Det kan ske der afprøves flere stillinger og tricks af, for at komme helt omkring barnets udfordringer.

 

3: Oral undersøgelse

Manuel undersøgelse i munden, hvor tungen løftes og kigges. Der mærkes dybt under tungen, og tungens udseende noteres. Orale reflekser testes og tungens evne til at bevæge sig. Ganen, gummer, læber, kinder og svælg vil typisk også undersøges.

 

Ud fra dette vil det kunne vurderes, om tungebåndet er stramt. Det er altså ikke nok at blot kigge baby ind i munden. 🙂

 

Du får vurdering af babys tungebånd i Egebjerg ved Horsens, Østjylland, ved at bokke en oralmotorisk undersøgelse her:

Stramt tungebånd bagtil eller fortil

Grunden til at vi ikke altid kan se på tungebåndet om det er stramt, blot ved at kigge i munden, er fordi det nogle gange er stramt bagtil. Alle mennesker har et tungebånd, det er bare forskelligt hvor langt det er, og hvor det hæfter. 

 

ATT

Et tungebånd der sidder synligt foran tungen, og begrænser tungens bevægelighed, hedder et Anterior Tongue Tie – ATT. Her vil tungespidsen ofte være hjerteformet.

 

PTT

Et tungebånd, der er stramt bagtil, gemmer sig inde i tungen, og kan kun mærkes af trænede fingre. Den form for stramt tungebånd, hedder Posterior Tongue Tie – PTT. Her vil tungespidsen nogle gange stadig være lang og kan nå ud over gummerne. 

 

 

ATT tungebånd
PTT tungebånd
Tungespids ved stramt tungebånd
Også tungespids ved stramt tungebånd

Stramt tungebånd type 1, 2, 3 og 4

Man deler tungebånd op i 4 forskellige typer, alt efter hvor det hæfter. I Danmark overses mange tungebånd i det offentlige, fordi især type 3 og 4 kan være rigtig svære at se.

 

Type 1: Stramt fortil – Tungebåndet hæfter på spidsen af tungen og ud på gummerne

Type 2: Stramt fortil – Tungebåndet hæfter lidt nede på tungen og indenfor gummerne

Type 3: Stramt bagtil – Tungebåndet hæfter på nederste halvdel af tungen og ned i mundbunden

Type 4: Stramt bagtil – Tungebåndet er ikke synligt, men befinder sig inde bag det yderste tungevæv

 

Uanset typen, er generne de samme.

Hvad gør man ved stramt tungebånd?

Når man har fået vurderet et stramt tungebånd, er det første skridt at søge rådgivning hos en behandler. Det kan være en babybehandler med mundmotorisk speciale, en OMFT-terapeut eller en ammevejleder med behandlerkurser. 

Disse fagfolk har erfaring med at vurdere barnets tilstand og anslå ud fra det, om barnet har behov for akut frigørelse af tungen (klip af tungebånd, frenotomi). I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at klippe tungebåndet for at forbedre barnets evne til at sutte korrekt.

 

Uanset om tungebåndet skal klippes eller ej, skal barnet behandles for de gener, som det stramme tungebånd medfører. Det inkluderer kropsbehandling og mundmotorisk træning.

 

Behandling af baby med stramt tungebånd i Egebjerg ved Horsens, Østjylland, kan du booke lige her:

Suttetræning i forbindelse med tungebåndsbehandling

Klip af stramt tungebånd baby

Frigørelse af tungen er en relativt enkel og smertefri procedure, der udføres af en sundhedsprofessionel. I Danmark er dette typisk en øre-næse-halslæge. Din behandler vil henvise dig til en relevant læge. 

 

Proceduren involverer at skære det stramme bånd, hvilket frigør tungen og tillader bedre bevægelse. Det kan foregå med skalpel, kirurgisk saks eller laser, alt efter hvor man får det udført.

 

Forældre kan ofte se positive resultater relativt hurtigt efter proceduren. Det er nødvendigt at følge op på behandling efter tungebåndsklip. Tungen er en muskel, der skal lære at bevæge sig korrekt. Klippet løsner op for muligheden – mundmotorisk træning sørger for man kommer i mål.

Hvornår er det for sent at klippe tungebånd?

Selvom det ideelt set er bedst at klippe tungebåndet tidligt for at imødekomme komplikationer i amning, er det aldrig for sent at få foretaget klip af tungebåndet. 

 

Jo større barn, jo mere omfattende behandling og træning skal man forvente. Et barn på 1 år har trænet sin tunge “forkert” i et helt år, samt tiden i maven hos mor. Det er omfattende at lære nyt og arbejde spændinger ud af krop og mund, efter et helt år.
Hvorimod en baby på 14 dage, har alle sine orale reflekser (sutterefleks m.fl.) som hjælper gevaldigt på at træne tungen efter klippet.

 

I Danmark lægges baby i narkose når de når en vis alder. (mellem 2 og 4 mdr, alt efter lægen der skal udføre klippet) 

Som større barn/voksen, vil man ikke lægges i narkose, medmindre det vurderes som ekstraordinært behov. Eksempelvis hvis klippet foretages i forbindelse med at lægge dræn hos større barn.

Kan man leve med stramt tungebånd?

Med andre ord: SKAL tungebåndet klippes, hvis det er stramt? 

 

Ønsker du ikke at lade dit barns tungebånd klippes, er der mulighed for at følge barnet jævnligt med behandling og træning. Tungebåndet kan ikke trænes til at blive længere, men symptomerne kan (hos nogle) dæmpes og mundmotorikken trænes. For nogle betyder det, at de kommer igennem baby-årene med træning og behandling, og har en mere eller mindre problemfri barndom, hvor tungebåndet ikke fylder. Det kan også være løsningen, hvis du ønsker at udskyde klippet til barnet er ældre.

 

Børn med stramt tungebånd kan opleve gener som dårlige tænder, læspen, søvnapnø, uro i kroppen, sensitivitet, ADHD-symptomer, hovedpine, tisse i sengen m.m. Hos nogle børn fylder symptomerne meget og man vil vælge at tage fat om roden til problemerne, og behandle det stramme tungebånd. Andre kan tage hånd om symptomerne enkeltvis, og vil eksempelvis foretrække bøjle til de skæve tænder, hvis det er eneste symptom.

 

Nogle mennesker når langt ind i voksenlivet, før de opdager de har stramt tungebånd. At leve med et stramt tungebånd som voksen kan indebære udfordringer inden for det sansemotoriske, dårlig kropsholdning, øreproblemer, migræne, nakkesmerter, spiseudfordringer og generelt de samme udfordringer som hos børn. For nogle, er generne periodvise og kan behandles løbene med eksempelvis massagebehandlinger. Det er altid en individuel vurdering om symptomerne er så overskyggende, at der bør et klip til. 

Vurdering af tungebånd Horsens

Jeg tilbyder vurdering af tungebånd (0-4 år) og vejledning fra start til slut, hvad end I ønsker tungebåndet klippet eller ej. Jeg behandler jeres baby og vejleder i øvelser, træning, amning og spisning. 

I er velkomne her i min klinik i Egebjerg ved Horsens, i Østjylland. Vil du booke en tid, vælger du Oralmotorisk undersøgelse her på bookingsiden: