Spise-milepæle

Du får her den komplette liste over spisefærdigheder fra 0-24 måneder. I hvert fald, sådan cirka… For hvert barn udvikler sig i eget tempo. Det er vigtigere med korrekt kronologisk rækkefølge, end at nå milepæle til en bestemt alder.

0-3 mdr.

Baby fuldammes (eller flaskes) og har ikke nødvendigvis et mønster i hvor, hvornår og hvor meget. Det er normalt at baby efterspørger mælk ofte.

4-6 mdr.

Baby fuldammes (eller flaskes) stadig, men mønsteret kan ændre sig. Baby er mere ukoncentreret om at spise, kan virke utilfreds og utålmodig.

6-8 mdr.

Baby kan introduceres for fast føde. Mundmotorikken kan håndtere lind mos og grød. Server mosen på preloaded ske (du kommer mos på skeen og baby fører den selv til munden). Det er normalt at der ikke kommer så meget mad helt ned i maven.

 

Nogle babyer kan håndtere gnave-mad – eksempelvis at sutte og gumle på en kogt gulerod.

 

Vand tilbydes i almindelig kop, der hældes langsomt, så kun lidt vand skal synkes af gangen.

 

OBS: Mælk er stadig den primære næringskilde

7-8. mdr.

Baby begynder at kunne håndtere grovere mos. Baby samler maden op med hele hånden og kan selv komme det i munden. Du kan begynde at udfordre baby ved at ligge den preloadede ske ved siden af tallerknen, så baby selv skal samle den op. 

 

Det er normalt at babys brækrefleks bliver aktiveret ved overgang til grovere mad. 

 

Nogle babyer kan håndtere gnave-mad – eksempelvis at sutte og gumle på en kogt gulerod.

 

Vand tilbydes stadig i almindelig kop. Baby vil ikke spilde lige så meget væske ud af mundvigen som tidligere. 

 

OBS: Mælk er stadig den primære næringskilde

9-10 mdr.

Her vil de fleste babyer kunne håndtere at maden serveres skåret ud, i stedet for most. Eksempelvis kogt kartoffel skåret i tern samt blødt rugbrød i små hapsere. 

 

Baby begynder at kunne samle maden op med pincetgreb. 

 

Når du serverer mos eller grød, kan du lægge den preloadede ske ved siden af tallerknen, så baby selv kan samle den op.

 

Vand tilbydes i almindelig kop. 

 

OBS: Mælk er stadig den primære næringskilde

10-12 mdr.

Baby begynder at kunne bide af mad. F.eks. af en pandekage eller blød bolle. Det er ikke sikkert bidderne af mad ender i maven. Baby tygger stadig med op-ned kæbebevægelse og tungen bevæger sig primært ind-ud. Maden kan derfor blive skubbet ud af munden, når den kommer ind i munden som “store” bidder.

 

Baby begynder at kunne dyppe sin ske i maden selv. Anerkend og ros forsøgene men assister stadig baby, så der rent faktisk kommer mad på skeen.

 

Du kan nu introducere sugerør for baby. Det har flere mundmotoriske fordele. 

 

OBS: Mælk er frem til nu, den primære næringskilde. Nogle babyer kan fortsat have behov for mælk (amning, flaske, rørt i maden).

12-15 mdr.

Baby begynder at udvikle roterende tygge, hvor kæbe og tunge også bevæger sig fra side til side. Maden bearbejdes mere effektivt og baby begynder at kunne tage bider af mad der har grovere tekstur, som eksempelvis en stav agurk eller et skrællet æble. (Under opsyn, opmærksom på kvælningsfare ved store bidder) 

 

Baby begynder at spise med gaffel. I starten er det normalt at baby ikke selv kan stikke maden på.

 

Baby kan drikke af almindelig kop uden hjælp. Det er stadig en god idé at introducere sugerør. 

15-24 mdr.

Barnet kan spise meget af det samme som resten af familien. Tålmodighed og øvelse er vejen frem.

 

Begynder at kunne stikke mad på gaflen selv. 

Begynder at kunne tage koppen fra bordet, drikke og sætte koppen igen, uden hjælp.

Er i bagud?

Alle børns rejse er forskellig, men rækkefølgen af milepælene er ens for alle. Eller – sådan bør det i al fald være. For det gør sig sådan gældende med milepæle, at de danner grundlag for det næste læringsmål. Er i bagud, kan du i første omgang gå tilbage og se, om alle de tidligere milepæle er nået. Hvis ikke, tag fat her og øv jer fra bunden.

 

Er i bagud på flere parametre og fortæller din mavefornemmelse dig at I har behov for hjælp, kan du booke en oralmotorisk undersøgelse her hos mig.